Så lykkedes det! Efter et stort overtagelses arbejde er det lykkedes avlsudvalget at få lov til at Dansk Fell Pony Forening deltager på Roskilde dyrskue 2009, som oven i købet er skuets 40 års jubilæum. Det er faktisk en ære at for lov! Det er yderst sjældent at dyrskueledelsen strækker sig så vidt som de har gjort med os.
Roskilde Dyrskue afholdes den fredag d. 5. lørdag d. 6. og søndag d. 7. juni 2009. Hestene skal være synet ind inden kl. 8 fredag morgen, så mange ankommer allerede torsdag d. 4. Der vil typisk være indsyn fra kl. 9-16 torsdag.
Tilmeldingen er individuel og kan ske fra d. 1. marts 2009. Efter sidste tilmelding modtager man et brev med alt info om dage, tider, armbånd osv.
Efter gældende dyrskue regler er Roskilde dyrskue kun for ejere af ponyer der er bosiddende på Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm. Der kan gives dispensation til hoppe der skal indgå i en samling samt hingste der er udlejet til området for minimum 3 måneder.
Udstilling:
Vi har fået dispensation for de regler der vedrører medlemskab i LU og kan derfor udstille på følgende hold under gruppe D (små heste og ponyer):
Hold nr.:
2. Hingste på 6 år og derover.
3. Hingste på 4 og 5 år.
4. Hingste på 3 år.
5. Hingste på 2 år.
6. Hopper på 4 år til og med 12 år med eget føl ved siden.
7. Hopper på 6 år og opefter, uden eget føl ved siden, der udstilles i samling.
8. Hopper på 4 og 5 år, som ikke foler i indeværende år, kan kun udstilles, hvis de
deltager i en samling eller gangartskonkurrencen.
9. Hopper på 3 år, der ikke foler i indeværende år.
10. Hopper på 2 år.
11. Samlinger efter hopper, mindst 3 stk. eventuelt inkl. moderen. Al afkom skal være
mindst 2 år gamle.
12. Hoppefamilie, mindst 3 generationer i lige linie - mindst 2 år gamle.
13. Samlinger efter hingste, mindst 5 stk. - mindst 2 år gamle.
For at kunne udstilles i en samling skal dyrene være udstillet som enkeltindivid. Hopper over 12 år kan
udstilles, hvis de indgår i en samling.
Gangartskonkurrence: Ved tilmelding betales et startgebyr på kr. 300,- som tilbage betales når man har
startet i konkurrencen. Ved afmelding før den 28. maj tilbage betales de kr. 300,-.
Show:
Vi har også fået lov til at komme med et forslag til et show. Det vil sige at vi inden for 1 måned, skal kunne fremsende en skitse til dyrskueledelsen som herefter vil tage stilling til om vi er en af de racer der får lov til at lave et show i store ring 2 gange lørdag og 2 gange søndag. Ponyerne kan naturligvis overnatte og SKAL deltage i generalprøve torsdag d. 4.
Vores forslag er at de der har lyst til at deltage i et show mødes hos Jeanette Arvedsen, Hjejlevej 5, 4100 Ringsted d.14. februar kl. 10 og diskuterer ideer og får sat et show sammen som vi kan fremsende. Så det er nu der skal tænkes kreativt! Vi har et show liggende der ikke blev gennemført på Store Hestedag. Det kan vi evt. pudse af så det passer til de deltager der ønsker at deltage, men vi kan også fælles finde på noget helt nyt. Men meld til og mød op. Sammen er vi stærkest!
Hvis man har spørgsmål små som store så kontakt næstformand Camilla Hald
Også hvis man ønsker hjælp til tilmelding eller andet.
Dette er vores første ”rigtige” dyrskue og det lægger klart op til at vi hjælper hinanden igennem dagene så ingen behøver være nervøse.
Så ud af vinterfjerene og kom og vær med til at gøre vores første deltagelse i Roskilde dyrskue til noget der kan ses! Det skulle jo genre være sådan at alle 80.000 besøgende ved hvad en Fell Pony er når de tager hjem ☺
Med venlig hilsen
Avlsudvalget
Dansk Fell Pony Forening
Reglerne for Dyrskuet kan ses på roskilddyrskue.dk